ŠKODA Brøndby

ŠKODA ENYAQ iV er topscorer hos Euro NCAP

ŠKODAs nye elbil har både opnået de maksimale 5 stjerner og det bedste resultat nogensinde hos Euro NCAP for beskyttelse af voksne passagerer og børn.

ENYAQ iV har nu gennemgået de omfattende crash- og sikkerhedstest hos Euro NCAP, og resultaterne understreger, at ŠKODAs nye elbil er mindst lige så sikker som konventionelle biler. Tilmed er ŠKODA ENYAQ iV på flere områder den mest sikre bil af alle. Således opnåede ENYAQ iV henholdsvis 94 procent og 89 procent af de mulige point for beskyttelsen af voksne passagerer og børn i bilen, hvilket er de højeste scorer nogensinde hos Euro NCAP efter de nye og skærpede testkrav. Og med en samlet score på 86 procent er ENYAQ iV blandt de mest sikre biler på markedet.

“Det glæder os, at ENYAQ iV klarer sig ekstra godt, når det gælder beskyttelsen af små og store passagerer. 500 danskere har allerede bestilt ENYAQ iV i tillid til, at de får en rummelig og sikker familiebil på el. Euro NCAP-resultaterne understreger, at de har valgt rigtigt,” siger Michael Ebeling, direktør for ŠKODA Danmark.

5-stjernet familietradition

De høje procentsatser gør, at Euro NCAP har tildelt ENYAQ iV de maksimale 5 stjerner. Dermed lever ŠKODAs nye elbil op til en familietradition, for alle biler i ŠKODAs modelprogram har de maksimale 5 stjerner hos Euro NCAP.

Standardudstyrslisten med sikkerhedsudstyr og sikkerhedsassistentsystemer i ENYAQ iV er lang. F.eks. har kabinen syv airbags i form af to frontairbags, to sideairbags og en centerairbag mellem førersæderne, ligesom to gardinairbags beskytter langs sideruderne både for og bag. Derudover kan der tilkøbes to sideairbags til bagsædepassagererne.

Assistentsystemer øger sikkerheden

Standardudstyret omfatter også Traffic Sign Recognition, Lane Assist og Front Assist med udvidet beskyttelse af fodgængere og cyklister, ligesom passagererne er beskyttet af Collision Avoidance Assist og Turn Assist. Collision Avoidance Assist griber ind og hjælper føreren med at styre bilen for at undgå en kollision, og Turn Assist advarer mod modkørende biler ved venstresving og nødbremser om nødvendigt ENYAQ iV.

Ønsker man yderligere sikkerhed, kan man tilvælge udstyrspakken Assisted Drive Plus med adaptiv fartpilot, Travel Assist, Side Assist, og Crew Protect Assist, hvor sidstnævnte på et splitsekund forbereder ENYAQ iV mod kollision ved bl.a. at rulle eventuelt åbne vinduer op, lukke soltaget og aktivere selestrammerne. Side Assist består af Rear Traffic Alert, som advarer mod bagfrakommende biler, når man foretager en overhaling, og Exit Warning, der advarer, hvis man er på vej til at åbne sidedøren op i en bagfrakommende cyklist.


Pressemeddelelsen blev sendt med Mynewsdesk